forskning

Jazzcentrets første phd-kandidat er Ole Izard Høyer, som i perioden 2009-2013 udarbejde sin afhandling om jazzgenrer i 1950’ernes Danmark, og hvorledes musikerne fra dengang karakteriserede disse genrer. De moderne og de traditionelle musikernes egne fortællinger danner grundlag for forståelsen af, hvordan personlige og sociale identiteter bliver skabt. Følgende musikere bidrog til afhandlingen: Adrian Bentzon, Allan Botschinsky, Boris Rabinowitsch, Erik Moseholm, Ib Glindemann, Jørgen Svarre og Torben Ulrich. 

Arbejdet med den danske jazzhistorie bliver tematiseret omkring musikken, dens udøvere, jazzens skiftende miljøer op igennem årtierne samt organisationernes opståen og betydning. Endvidere vil den internationale (udenlandske) indflydelse blive vurderet, herunder den amerikanske, ligesom den nationale scene vil blive anskuet i et nordisk/europæisk perspektiv. I den aktuelle forskning medvirker Center for Dansk Jazzhistorie i flere projekter på lokalt og nationalt plan.

'Aalborgs Jazzhistorie' fortæller bl.a. om East Park Jazz og lokalmiljøets musikere og spillesteder. Projektet forventes at udkomme i bogform i foråret 2009. Læs mere her.

'DR’s jazzformidling gennem tiderne' tegner et billede af DR som kulturbærende, -formidlende og -producerende institution fra 1920'erne og frem til i dag. Projektet er en del af Netværk for Dansk Jazzhistories aktiviteter. Læs mere her.

'På sporet af jazzen' er arbejdstitlen på en bogudgivelse, der omhandler den del af det københavnske jazzmiljø som domineres af mainstream og trad-jazz i perioden 1950-60. De to hovedlinier i fremstillingen er jazzmiljøet og jazzens bagland, hvor der for miljøets vedkommende fokuseres på danske musikere og orkestre samt spillesteder og lokaliteter som eksempelvis Nyhavn og Vingården. I den anden hovedlinie fokuseres der på de organisatoriske kræfter, som eksempelvis udgøres af koncertarrangører, managere og pladeselskaber. Bogprojektet sker i et samarbejde mellem Karl Emil Knudsen Society og CDJ.

Center for Dansk Jazzhistorie er også involveret i Gyldendal bogprojektet 'Dansk Jazz 1950-2000', der er et samarbejde mellem JazzDanmark, Gyldendal og projektgruppen. Projektet støttes bl.a. af Kunstrådets musikudvalg, Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond.