Jazzsamlingen og -arkivet på Center for Dansk Jazzhistorie

Jazzsamlingen indeholder stort set alle former for fonogramtyper fra Cd'er, LP’er, EP’er, V-discs, spolebånd og 78’ere til acetater. Hertil kommer audiovisuelt materiale som 16mm film, VHS-bånd og laser discs samt en meget stor tidsskrifts- og bogsamling. Grundstammen i centrets arkiv er Erik Wiedemann og Peter Tages samlinger samt Karl Emil Knudsens “Jazz Media Collection”. Samlingerne er tilvejebragt med økonomisk støtte fra fonde og universitetet i perioden 2002-2008. 

Siden etableringen af Jazzsamlingen er den yderligere blevet suppleret med donationer fra en række institutioner og privatpersoner. Jazzsamlingen er registreret når det kommer til bøger og delvist registreret når det kommer til Cd'er og LP'er. Det er muligt at søge i Jazzsamlingen via linket til højre og ud over ovennævnte materialer huser samlingen også et nodearkiv af primært bigbandpartiturer og stemmer. I sin helhed er jazzsamlingen et konglomerat af Wiedemann, Tage og Knudsens samlinger samt en række mindre, men mindst lige så interessante samlinger. Læs mere om disse under Særsamlinger.


Jazzsamlingen i tal

  • LP/CD’er ca. 50.000 
  • EP’er ca. 1.200 
  • 78’ere ca. 1.500 
  • kassettebånd ca. 2.200 
  • 16 mm film ca. 500 
  • VHS-bånd ca. 1.450
  • laser discs 44
  • bøger og magasiner ca. 19.000