Jazzen i Vendsyssel

Jazzen i Vendsyssel

Jazzen i Vendsyssel begyndte ligesom mange andre steder i landet at røre på sig i starten af 50’errne. Nogle unge mennesker havde lyttet sig mætte på grammofonplader med de kendte amerikanske jazzmusikere fra 20’erne, 30’erne og 40’erne og ville selv gå i gang. De blev også inspireret af de store internationale orkestre, der gav koncerter i de større byer.

Der startede mange grupper op i Hjørring med en fem-seks musikere bestående af trompet, trombone, klarinet og en rytmegruppe med banjo eller guitar eller piano, kontrabas og trommer. Hjørring lagde ud med grupper som Blue Boys, Arne Christensens Orkester, Red Hot Peppers, Harlem Stomphers (sic). Frederikshavn fulgte hurtigt efter, og her dukkede der hurtigt mange bands op med The Jazz Fans band som det første, og Frederikshavn blev snart jazzmetropolen i Vendsyssel med mange musikere og jazzbands.

Hjørring fik et lærerseminarium i 1957 (nu en del af den noget blærede betegnelse: University College Nordjylland). Her dimitterede mange unge lærere med musik som hovedfag, og mange af disse blev jazzmusikere. Jazzen var jo i disse år ungdommens musik og jazzklubberne i Brønderslev, Frederikshavn og Hjørring blomstrede op og fik store medlemsskarer.

Man fik også snart landskendte og internationale navne til at optræde i klubberne som Torben Ulrichs Blue Note Quintet fra København, Mezz Mezzrow, Lars Gullin med Kardinalerne, Ben Webster, Big Bill Broonzy, Ray Pitts, Monty Sunshine, Ray Nance og Albert Nicholas med flere. Senere kom lidt større orkestre som Papa Bue Viking Jazz Band, Arnvid Meyers Swing Band, Ricardos Jazzmen, Leonardo Pedersen Jazzkapel og mange andre.

Jazzen i Vendsyssel trivedes på den måde godt i flere årtier. Dygtige lokale orkestre i Hjørring og Frederikshavn som Teachers All Stars, Black Bottom Stompers, Jazzcaravan, Vendia Jazz og Papa Dap Jazzband turnerede både i udlandet og rundt omkring i Danmark. Men klublivet er i dag stivnet. Kun Malurt i Frederikshavn er i live. I Brønderslev er der startet en ny klub op i 2013, men Nordjysk Jazz i Hjørring måtte på grund af en kraftig reduceret økonomisk støtte give op i 2010.

Det betyder, at jazzen mange steder er henvist til sommerarrangementer med enkelte besøg af store koncertorkestre som Chris Barber’s bands og Dutch Swing College Band og enkelte andre som Radioens Big Band, Birdland Orchestra fra Aalborg. Til byfester, open night arrangementer, frokostjazz og havne- og sommerfester kan man fx lytte til Advokatens New Orleans Big Band, Brønderslev Big Band, Jens Nørholms ensembler i Hjørring og frederikshavner- gruppen Malurt Hot Lips, Jazzfriends All That Jazz, Jazzcaravan, Old Ragged Jazzmen og forskellige picp-up bands. Ligeledes er der jazzmusik til byfester i bl.a. Sindal og op og ned langs østkysten fra Skagen til Hals. Også en del steder på vestkysten som Jazzy Days i Tversted, den gamle biograf i Lønstrup, Munkens jazzklub i Løkken og Futten i Blokhus.

Alle disse grupper – eller næsten alle – spiller traditionelt glad jazz, swing og R&B, som man kan danse til eller lytte til over en kold øl, men der findes også unge mennesker heroppe, der interesserer sig for moderne jazz i form af improvisationsjazz, progressiv jazz, latinjazz og jazz-rock-fusion. Disse genrer egner sig kun til koncerter for feinschmeckere i aulaer eller i musikskolernes lokaler. Men heldigvis uddør jazzen ikke sammen med de gråhårede. Alle de gamle stilarter som ragtime, boogie-woogie, jump, blues, New Orleans Jazz, Dixieland jazz, be-bop, bigband jazz og endda zydeco kan stadig opleves rundt omkring på landets jazzfestivaler.

Det er bemærkelsesværdigt, at der i dette projekt om jazzen i Vendsyssel kun findes én pige: pianisten Kisser Abildgaard i 50’ernes Jazz Fans Band. Ser man på de mange hundrede jazzmusikere på landsplan, er situationen lidt anderledes; her findes der en 20-30 stykker med Pernille Bevort, Lotte Anker, Marilyn Mazur, Christine Dahl, Christina von Bülow, Hanne Rømer blandt de mest kendte. Der findes også pige-trioen Sophisticated Ladies. På internationalt plan tænker man især på Ingrid Jensen, Mary Lou Williams og Lil Armstrong – så måske er pigerne i lille Danmark procentvis ret godt med! Her er kun nævnt instrumentalister, når det gælder vokalister, er pigerne derimod i overtal.