Farlige Toner

Farlige Toner

I en nyproduceret podcast-serie i DR fortælles hele den danske jazzhistorie fra 1919 til i dag. I omtalen af serien hedder det bl.a.:
Det her er historien om, hvordan verdens vildeste musikform har været med til at præge vores samfund og den musik vi lytter til i dag. Fra dengang hvor banjoer og saxofoner var en trussel mod borgerskabet. Til tiden i 50erne og 60erne hvor Danmark blev et verdens-centrum for jazz. Hvordan den forgrenede sig ud i alle mulige andre genrer, og helt frem til i dag, hvor jazzen er mere levende end nogensinde. En fortælling om store kunstnere og vilde personligheder, om sex, racisme, forargelse, druk og stoffer.

Serien er produceret for DR af Filt Cph, og de tre første afsnit af historien er nu tilgæn-gelige på DR's hjemmeside: https://www.dr.dk/radio/p8jazz/farlige-toner-historien-om-dansk-jazz. De tre første afsnit har overskrifterne Begyndelsen, Urskovsspektakel samt Sangfuglen og den vilde kvinde.

Jazzcentrets Tore Mortensen fungerer som faglig konsulent på serien, og Jazzcentret har desuden leveret en del af det historiske baggrundsmateriale.