William Dessau

William Dessau (søn af Ejnar D, direktør for Tuborg), født 25 May 1933, død I 1997, gift med Lotte Dreddie og senere Anne-Marie Weinrich.

William var ægte jazz-aficionado, tog i moden alder trompetspillet op og spillede i egne amatørbands. Af erhverv konsulent i forskellige firmaer og i de senere år taxachauffør. William lavede selv en række privatoptagelser på københavnske spillesteder med sit tip-top professionelle udstyr.

Efter sin død blev William Dessaus mange optagelser overleveret til Per Arnoldi, hvorfra de blev overført til CDJ i 2013. Samlingen består af ca. 100 kasettebånd, hvoraf 2/3 nu er digitaliserede og tilgængelige på CDJ. Se listen over optagelserne her.

Under overskriften “Dengang i Nørregade” skrev Erik Wiedemann i Information d. 5.1.1998:
”I februar 1985 tilbragte Chet Baker et par usædvanligt kreative dage i København. Den 27. indspillede han i studie sammen med pianisten Paul Bley, og den SteepleChase-plade der kom ud af det, Diane, er en af de mest markante blandt flere fine Baker-plader på dette mærke.
Dagen efter var han i Montmartre i Nørregade, og måske har den foregående dags duo-optagelse været med til at varme Baker op til hans live-optræden. I hvert fald mindes jeg ikke at have hørt ham så velspillende ved nogen af hans andre danske besøg.
Selv om Bakers musik, både trompetspillet og sangen, vandt uhørt i dybde i hans senere år og kom til at sætte hans tidlige indspilninger helt i skygge, var han også en uhyre svingende solist, hvis intonation på instrumentet kunne være lige så vaklende, som sangen var uren. Men denne aften i Montmartre var en af de lejligheder hvor alt flaskede sig for ham.

Et mesterstykke.
Heldigvis blev hans fremtræden optaget af en dansk aficionado, nu afdøde William Dessau, og Dessaus optagelser, der er teknisk meget vellykkede, er nu blevet udsendt på cd'en ”I Remember You” (enja ENJ-9077-2/60 min.). Repertoiret er Bakers sædvanlige, bortset fra You Go to My Head, som han havde indspillet med Bley dagen før, og denne ballade er pladens mesterstykke, ligesom den var aftenens, et stykke musik af mageløs, gribende intensitet, vokalt såvel som instrumentalt.
Også de andre fire stykker har Baker i bedste form, Broken Wing og Nardis rent instrumentale, But Not For Me og Just Friends også vokale med både tekstforedrag og scatsang. But Not For Me har den særlige attraktion, at Baker også høres i en klaversolo, ikke noget pianistisk mesterværk, men et lærestykke i rytmisk frasering, af en enkelthed som man kender det fra Antonio Carlos Jobim.
Mere Baker-klaver får man, nu dog kun i obligatspil til Doug Raneys guitar- og Jesper Lundgaards bas-solo i You Go to My Head. De to udgør desuden, sammen med Aage Tanggaard på trommer, det ideelle akkompagnement på denne uundværlige plade.”